Crateit ApS · Produktionsværksteder
Produktions- og leveringsbetingelser 2026
Disse betingelser ("Betingelserne") gælder for alle produktionsordrer ("PO'er") afgivet af Crateit ApS (herefter "Virksomheden") til et produktionsværksted (herefter "Produktionsværkstedet"). Ved accept af en produktionsordre fra Virksomheden accepterer Produktionsværkstedet samtidig nærværende Betingelser.
- Virksomhed: Crateit ApS
- CVR: 42356786
- Adresse: Emil Neckelmanns Vej 15c, Odense
- Opdateret: 12/02/2026
§ 1. Formål
Formålet med disse Betingelser er at fastlægge rammerne for produktion, levering og håndtering af de produkter, der er omfattet af en konkret PO, samt at sikre Virksomhedens immaterielle og materielle rettigheder.
§ 2. Immaterielle og materielle rettigheder
2.1 Immaterielle rettigheder: Alle immaterielle rettigheder, herunder varemærker, designs og ophavsret relateret til Virksomhedens produkter og lanceringer, tilhører udelukkende Virksomheden. Produktionsværkstedet erhverver ingen rettigheder hertil, medmindre andet er skriftligt aftalt.
2.2 Materielle rettigheder: Alle producerede fysiske produkter tilhører Virksomheden. Produktionsværkstedet forpligter sig til at producere og levere i overensstemmelse med Virksomhedens specifikationer og standarder.
§ 3. Priser og betaling
3.1 Priser: Priser for produktion og levering af produkter fremgår af den enkelte PO eller aftalte bilag. Ændringer kræver skriftlig aftale.
3.2 Betaling: Betaling sker netto 60 dage fra fakturadato, medmindre andet er aftalt.
3.3 Fakturering og kontrolfrist: Faktura må først fremsendes til Virksomheden, når den samlede leverance er modtaget og skriftligt godkendt af Virksomheden.
3.3.1: Virksomheden har en kontrolfrist på 30 dage fra modtagelsen af den samlede ordre til at gennemføre kvalitetskontrol, optælling og stikprøvekontrol.
3.3.2: Godkendelse forudsætter en verifikation af det faktiske antal producerede enheder samt at stikprøverne lever op til Virksomhedens produktionsstandarder. Fakturaer modtaget før denne skriftlige godkendelse vil blive afvist administrativt, og betalingsfristen på netto 60 dage regnes først fra tidspunktet for Virksomhedens endelige godkendelse.
§ 4. Fortrolighed
4.1: Produktionsværkstedet er forpligtet til fuld fortrolighed om produkter, produktionsmetoder og nye lanceringer, som ikke er offentligt kendte.
4.2: Oplysninger må ikke videregives til tredjepart uden Virksomhedens skriftlige samtykke. Tavshedspligten gælder også efter færdiggørelse af en PO.
§ 5. Produktionsforpligtelse
5.1: Ved accept af en PO forpligter Produktionsværkstedet sig til at færdiggøre produktionen i fuld overensstemmelse med de gældende produktionsguider og specifikationer.
5.2: Afvisning eller opsigelse af en igangværende PO er ikke mulig. Produktionsværkstedet skal færdiggøre ordren under de accepterede vilkår.
5.3: Såfremt en produktionsordre helt eller delvist stoppes af Produktionsværkstedet uden Virksomhedens skriftlige accept, hæfter Produktionsværkstedet for eventuelle meromkostninger, herunder afhentning af resterende emballage, materialer, håndteringsomkostninger eller andre produktionsrelaterede udgifter. Virksomheden er berettiget til at modregne sådanne omkostninger i den endelige betaling for ordren.
§ 6. Produktionsstandarder og fejlbehæftede leverancer
6.1: Alle produkter skal produceres, samles og pakkes i fuld overensstemmelse med Virksomhedens produktionsguider og specifikationer.
6.2: Såfremt en ordre ikke lever op til disse krav, og Virksomheden efterfølgende er nødt til at håndtere, rette eller ompakke produkterne, forbeholder Virksomheden sig retten til at reducere det fakturerede antal enheder eller regulere betalingen tilsvarende.
6.3 Manglende opfyldelse af betingelser: Såfremt Produktionsværkstedet har anvendt forkerte eller forældede filer, ikke har fulgt de gældende produktionsguider eller på anden vis ikke har opfyldt de overordnede betingelser, betragtes ordren som ikke-leveret. Virksomheden er i sådanne tilfælde ikke betalingsforpligtet for den pågældende PO.
6.4 Proportional afvisning: Hvis en stikprøvekontrol viser en fejlrate på over 5 % i den samlede leverance, forbeholder Virksomheden sig retten til at annullere betalingskravet for den specifikke PO.
§ 7. Kvalitetssikring
7.1 Pligt til at rapportere fejl og uoverensstemmelser: Hvis der under produktionen opdages forhold, der virker forkerte, eller hvor elementer ikke passer sammen, er værkstedet forpligtet til straks at orientere Crateit via support@crateit.toys
7.2 Vedligeholdelse og test af laserskærer: For at sikre korrekt skæring og pasform skal laserskæreren vedligeholdes efter gældende forskrifter. Efter de første 10 stk. af et nyt SKU skal værkstedet udføre en testskæring og samle produktet for kontrol. Efter testen sendes et billede af det samlede produkt til support@crateit.toys
7.3 Kontrol af materialetykkelse: Ved modtagelse af nye materialer (f.eks. MDF-plader) skal værkstedet kontrollere tykkelsen ved at skære et testprodukt. Resultatet rapporteres til support@crateit.dk. Virksomheden afholder udgiften til testplader via de indlagte tillægsprocent i pladeprisen.
§ 8. Ændringer og opdateringer
8.1: Disse Betingelser kan opdateres af Virksomheden med rimeligt varsel.
8.2: Ændringer i den enkelte PO kan kun ske skriftligt og skal bekræftes af Virksomheden.
8.3: Virksomheden forbeholder sig retten til at justere produktionsprisen for at sikre overensstemmelse med gældende lovgivning, herunder Serviceloven og VEJ nr 9563. Produktionspriser fastsættes ud fra den arbejdstid, en øvet operatør fra Crateit ApS med rimelighed kan gennemføre opgaven på.
§ 9. Levering og tidsplaner
9.1: Forud for hver ny PO foreslår Virksomheden en produktionsdato, som fremgår af den tilhørende RFQ. Med produktionsdato menes den dato, hvor ordren forventes færdigproduceret hos Produktionsværkstedet. I Virksomhedens system benævnes denne dato "Expected Arrival". Den foreslåede produktionsdato ("Expected Arrival") videreføres og anføres i PO'en.
Ved accept af PO'en – herunder ved opstart af produktion uden skriftlig indsigelse – anses Produktionsværkstedet for at have accepteret den angivne produktionsdato. Produktionsværkstedet er herefter forpligtet til at planlægge og gennemføre produktionen, således at ordren er færdigproduceret senest på den fastsatte dato.
Såfremt Produktionsværkstedet vurderer, at opgaven ikke kan gennemføres inden for den angivne tidsramme, skal dette meddeles Virksomheden skriftligt uden ugrundet ophold, hvorefter parterne i dialog fastlægger en eventuelt justeret tidsplan.
9.2 Produktionskapacitet: Det forudsættes, at der altid er afsat tilstrækkelig tid til at færdiggøre ordren inden for den fastsatte tidsramme.
9.3 Afhentning: Tidspunktet for afhentning af de færdige varer bestemmes udelukkende af Virksomheden. Produktionsværkstedet kan ikke selvstændigt stille krav om eller bestemme tidspunktet for afhentning.
9.4 Frist for afhentning: Virksomheden forpligter sig til at afhente ordren senest 6 måneder efter den i PO'en fastsatte "Expected Arrival" dato, forudsat at ordren er meldt færdigproduceret og klar til afhentning.
9.5 Dellevering: Produktionsværkstedet kan som udgangspunkt ikke anmode om eller kræve dellevering af en ordre. Virksomheden forbeholder sig dog retten til at anmode om dellevering, såfremt det findes nødvendigt for logistikken.
§ 9.6 Pakning og palletering
Alle færdigproducerede varer skal pakkes og klargøres til afhentning på paller med standardmålet 120 x 80 cm. Varer må ikke overstige pallens mål og må ikke have overhæng.
Paller skal udnyttes mest muligt i højden med henblik på at optimere transportøkonomien og sikre lavest mulige fragtomkostninger. Den samlede pallehøjde inklusive palle må ikke overstige 220 cm. Den samlede pallevægt må ikke overstige 1.000 kg uden forudgående skriftlig accept fra Virksomheden.
Hver palle må som udgangspunkt kun indeholde én SKU, medmindre andet er skriftligt aftalt. Kasser skal så vidt muligt være ensartet stablet i hele lag.
Varerne skal være forsvarligt stablet og sikret. Den færdigpakkede palle skal som minimum omvikles med strækfilm (wrap) og om nødvendigt yderligere sikres, således at varerne kan transporteres og håndteres uden risiko for skade, forskydning eller kollaps under normal håndtering og transport. Paller skal endvidere være beskyttet mod fugt og vejrpåvirkning under opbevaring og afhentning.
Kolli-klistermærker skal placeres synligt og vende udad i overensstemmelse med den til enhver tid gældende produktionsguide.
Der skal på hver palle vedlægges en følgeseddel i fysisk form, placeret synligt og beskyttet mod fugt. Følgesedlen skal være tydeligt læsbar og printet.
Følgesedlen skal som minimum angive Produktionsværkstedets navn, produktionsdato, PO-nummer, SKU-nummer, antal pr. SKU, samlet antal kolli samt pallenummer (fx 1 af 3), således at Virksomheden kan foretage kontroltjek og sikre fuld sporbarhed ved modtagelse.
Produktionsværkstedet skal tage foto af hver færdigpalle inden afhentning og kunne fremsende dokumentation på anmodning.
Såfremt ovenstående krav ikke overholdes, forbeholder Virksomheden sig retten til at viderefakturere eventuelle meromkostninger til ompakning, ekstra håndtering, forsinkelse eller transport.
§ 10. Lovvalg og værneting
Disse Betingelser er underlagt dansk ret. Tvister afgøres ved Virksomhedens hjemting.
§ 11. Accept
Ved accept af en PO fra Virksomheden accepterer Produktionsværkstedet samtidig disse Betingelser. Hvis produktion påbegyndes uden skriftlig accept, anses dette som stiltiende accept af Betingelserne.
Crateit ApS
CVR 42356786 · Emil Neckelmanns Vej 15c, Odense
Spørgsmål til betingelserne: support@crateit.toys
Betingelserne er senest opdateret 12/02/2026 og gælder for alle produktionsordrer afgivet efter denne dato.